Om mig

Jeg har altid været kreativ, og selv fundet løsninger, hvis der var noget, jeg gerne ville lave. Om det så var patchwork eller andre kreative ting.

Min farmor lærte mig at hækle, strikke og brodere da jeg kun var et par år gammel.

Min mor sad altid med hendes stoffer og firkanter, så patchwork har været en del af mit liv, så længe jeg husker. Min interesse for patchwork kom først, da jeg var 14 år, hvor jeg skulle prøve at lave nogle grydelapper (og dem bruger jeg den dag i dag….) Jeg ville tegne dem selv, og de blev såmænd udmærket af en nybegynder at være.

Jeg vidste, at når jeg først startede rigtigt op på at sy tæpper, så ville jeg ikke ha’ øje for andet. Så jeg måtte vente, til jeg havde afsluttet min eksamen som bygningskonstruktør i 1995, inden jeg fordybede mig i patchworkens Verden. Men så tog det også fart… Jeg syede dag og nat, altid….

I 1998 fik jeg en datter, som er født uden spiserør, og kom så til at gå hjemme og passe hende. En dag så jeg en lille bitte artikel om en bog med applikationer og huse – den måtte jeg bare eje… Så jeg fik den sendt hjem fra USA – det var i 1999, og jeg har stort set ikke lavet andet siden. Applikation med ”needle turn” blev min store passion, hvor jeg kunne sy billeder, jeg selv tegnede.

I 2007 var min datter så frisk, at jeg ikke kunne være på tabt arbejdsfortjeneste længere, men alligevel ofte syg, så jeg havde svært ved at genoptage mit arbejde på et arkitektkontor, så hvad var mere nærliggende, end at jeg åbnede en netbutik. Jeg tegnede og solgt alligevel mine egne mønstre, og jeg havde også undervist flere steder, så nu blev Quilt My Design en realitet. Det var d. 15. oktober 2007, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og ventede på de første ordrer….

Jeg tog på messer/træf i Danmark, og underviste i foreninger og andre butikker. Der er så stor interesse for applikation og for mine modeller, så i 2008 startede jeg mit første kursushold op hjemme, og det blev til i alt 6 faste hold, som havde deres færden i mit hjem i Vejle. Når først man begyndte på et af mine hold, så forlod man det ikke igen.

Jeg har de sidste mange år haft sycafé næsten hver måned, hvor vi var ml. 25 og 48 hver gang. Så sad man også over hele huset, snakken gik og der blev syet, hygget, snakket og drukket kaffe (og spist rundstykker…) Rigtig mange nye venskaber blev skabt på disse kurser og sycaféer.

I 2008 startede jeg også op på mine BOM (månedsblokke), og har hvert eneste år lavet en ny BOM, som var månedens højdepunkt for rigtig mange mennesker i hele Europa. Ligeledes lavede jeg også en julekalender, som i 5 år fik flere og flere deltagere. Jeg elsker at finde på nye syteknikker, som jeg i julekalenderen havde mulighed for at anvende, hvilket rigtig mange (heldigvis) synes var sjovt.

I 2013 tog jeg for første gang til European Patchwork Meeting i Alsace, hvor jeg havde både mine forældre og min daværende mand med. Det blev en kæmpe succes, så der har vi været i 7 år.

I 2014 deltog vi på Pour l’amour du fils i Nantes, og i 2016-2019 har vi deltaget i Aguille en Fête i Paris.

Desuden har vi været med til Nordisk Quiltetræf i Göteborg og Aalborg – den gang det eksisterede.

Alt i alt kan jeg kun sige, at vi er blevet rigtig godt modtaget alle steder. Det er en kæmpe oplevelse at se så mange mennesker omkring ens stand, som er så fascineret af modellerne, farvevalget og ikke mindst alle detaljerne.

I februar 2020 valgte min eksmand og jeg at blive separeret efter 28 års forhold, og jeg lavede en omstrukturering af virksomheden. For det første solgte jeg alle mine daværende stoffer og sykits til 2 forskellige butikker i Danmark, og flyttede til Taulov ved Fredericia.

For det andet så er en gammel drøm gået i opfyldelse: ”JEG DESIGNER MINE EGNE STOFFER NU”…

Der er kommet flere kollektioner ud samt en basiskollektion, som jeg vil integrere i mine projekter, og udvide med tiden. Mine stoffer bliver p.t. solgt til butikker i Europa, og mit ønske er, at de også kommer ud i USA, Canada og Australien.

Jeg er i skrivende stund ved at oprette en kundeklub på dansk, hvor der vil være adgang til både mønstre, stoffer, kurser og meget mere, som jeg næsten ikke kan vente med at vise jer. Jeg har en Facebookside, hvor jeg går live, og vil hver 14. dag komme med nogle nyheder og informationer. En engelsk kundeklub vil udkomme senere.

Jeg elsker at sy og tegne, og at se et projekt vokse med alle dets farver og detaljer. Jo flere detaljer, der er på et billede, des mere liv får billedet. Folk, der kender mig ved, at jeg har rigtig mange detaljer med, og jeg bruger nogle ganske få ukomplicerede sting til at skabe disse detaljer.

Min filosofi er, at vi kan alle skabe disse fantastiske billeder, og jeg vil gøre mit bedste til at hjælpe netop dig, så du også kan få skabt dit helt eget fantastiske billede. Det gør nemlig ikke noget, at det ikke ligner mit 100%. Husene er skæve, og blomsterne behøver ikke at stå lige… Så spring ud i det. Det er virkelig sjovt, og når først man har prøvet det én gang, så er man solgt til applikation.

Glade quiltehilsner fra Linette